Skip to content

Job swop

I forbindelse med min uddannelse har jeg været på job swop. Det vil sige, at jeg for to dage var leder/administrator på Det Lille Teater, og min swopper var mig. Jeg gik all in og afleverede alle mine livliner – dvs telefonen, som er den der holder mig i forbindelse med omverdenen når jeg er ude, og det var spændende og også en lille smule grænseoverskridende. Men jeg gjorde det, og det var måske også med til, at jeg kunne være mere på jobbet på Det Lille Teater, end hvis jeg havde haft min telefon ved siden af mig så jeg på en måde havde været halvt på arbejde begge steder.

Det Lille Teater ligger i Lavendelstræde og er et hyggeligt lille teater, som jeg ofte har tænkt på, at jeg skulle ind at besøge, men som jeg aldrig har fået taget mig sammen til. Faktisk det eneste stationære børneteater jeg ikke har været på, men det er en saga blot, for nu har jeg været i alle kringelkroge af huset, og det har været spændende.

Idéen med job swoppet var, at man sagtens kan overtage en anden persons arbejde, hvis bare man er klædt godt nok på og i forhold til rutiner vil jeg godt støtte op om det, men skal man være en direkte klon, så skal man også være helt inde i en anden persons tankegang for at kunne træffe de rigtige beslutninger, og det er en noget større øvelse. Jeg kom ikke til at skulle træffe nogle beslutninger, for jeg var der i den stille periode, hvor der ikke var så meget at lave, og de beslutninger der skulle træffes blev udskud til min swopper kom tilbage.

Det er altid spændende at se på sin egen praksis når den kommer ind i en anden kontekst. Havde jeg skulle være der i en uge tror jeg, at jeg havde fået et større indblik i, hvordan jeg arbejder og hvor mine rutiner ligger, men allerede på to dage fik jeg et godt indblik i, hvad der sker med mig når jeg er på arbejde. Jeg sidder som den eneste på enekontor på arbejde, og på DLT sad jeg på kontor med en anden, hvorfor der også hurtigt kunne gå snak i den. Det kan være det bliver for langhåret i længden, men jeg er et nysgerrigt menneske, der gerne følger med og deltager når der bliver snakket, og derfor har jeg med vijle bedt om at få et enekontor, da det ellers ville tage utrolig lang tid at få lavet alle mine opgaver. Til gengæld kan jeg godt se, at jeg går glip af en masse socialt, men det får jeg så på andre måder.

DLT er en lille arbejdsplads med fire fastansatte, og det betyder noget for den dynamik der er. Samtidig er der en masse kontrakt- og timeansatte, som kun er der når de skal være der. Det betyder at jeg ikke nåede at tale så meget med skuespillerne der var der som jeg gerne ville, for de var næsten allerede ude før publikum. Måske en god læring i forhold til at et arbejde kun er et arbejde og at resten af livet venter lige udenfor.

I vores teori har vi (ahem… en del af de andre studerende) læst en bog om hvordan tilgangen til arbejde er, og hvor tendensen lige nu er, at vi skal elske vores arbejde – næsten højere end noget andet. Der forventes mange steder at vi tilsidesætter alt for skæve arbejdstider og at der lægges interessetimer fordi vi elsker vores arbejde SÅÅÅÅ meget. Det kan jeg nikke genkendende til og har i længere tid prøvet på at arbejde med kun at arbejde 37 timer om ugen uden interessetimer, men det er svært for faktisk så er jeg rigtig glad for mit arbejde og finder meget energi deri, men samtidig kan jeg også se, at den energi jeg så bruger på mit arbejde og interessetimerne bliver taget fra min lille firma, venner og familie. Det er ikke nemt, men det er en proces som jeg mener er vigtig at arbejde med i forhold til at kunne holde i lang tid på arbejdsmarkedet. At holde ilden ved lige og ikke skrue op for fuld hørm, for så er den tændstik da brændt af før tid.

Dette vil være min udgangsbøn inden jeg går tilbage til arbejdet.

Reklamer

Tilgængelighed

I fredags og i dag har vi haft teater på programmet. Jeg synes det er fedt, at vi har mulighed for at invitere til kultur til billige penge (hhv 30 kr og gratis for en billet), men det kan også nogle gange være en ulempe. For over en uge siden kunne vi melde udsolgt på begge forestillinger, hvilket er fantastisk for os, men knap så sjovt for dem, der ikke var så hurtige. Jeg ville ønske, at vi kunne sætte flere billetter til salg, men der skal også være plads til alle, og alle skal have mulighed for at se, så derfor er der kun et begrænset antal billetter til rådighed.

Derfor gør det ekstra ondt – efter at have haft flere forældre i røret for at høre om eventuelle ekstra pladser, som jeg ikke kan garantere, at der til begge forestillinger var ca 15 billetter ud af 60, der ikke blev indløst. Til begge forestillinger var der et par forældre, der havde taget chancen, men der er ingen garanti for, at man må gå hjem med uforurettet sag, og det er aldrig sjovt når man har lovet et barn noget. 

Og så står jeg der og tænker, om der er noget jeg kan gøre for at optimere deltagerantallet. Skal jeg satse på at der altid er ca. 20% der ikke kommer og så sætte billettallet herfter og spille højt spil eller er det bare sådan det er? Der er jo også nogle gange, at alle med billet kommer, og så er der jo ikke plads til ekstra 15 gæster. Det er så svært og et surt dilemma at stå i. Jeg er jo sikker på, at dem der har bestilt billet oprigtigt gerne ville komme, men der kan jo komme alt muligt i vejen for at man ikke lige kommer ud af døren og det er helt forståeligt. Jeg synes bare det er synd at kigge på halvtomme bænke, der kunne have været fyldt helt op. Men der er nok ikke så meget at gøre ved det. Desværre. I det mindste håber jeg, at dem der er kommet, har fået en god oplevelse.

Hej efterår

Billede

I dag bød vi efteråret ind med en dag på Skydebanens Legeplads. Det blev en dejlig dag med masser af glade børn og voksne, der fik lavet drager, vindmøller og uroer.

Billede

Desværre var vejret lidt svingende, men nogle gange var vi heldige med sol. Regnen indhentede os dog en time før lukketid, så vi sluttede før vi havde håbet, men havde dog en del børn igennem alligevel.

Billede

Her er der fuld gang i drageworkshoppen med motiver af Io Helweg.

Billede

Der var både børn, der var meget gode til at male indenfor linierne, og så var der dem, der gav den fuld gas og på tværs af motivet. Begge gav fremragende resultater og tilfredse børn.

Billede

Der blev også lavet fine uroer, som hang og skabte god stemning i træerne. Nogle er kommet med hjem til børnene, mens andre nu hænger i udstillingen og er klar til besøg.

Billede

Og se lige denne her begejstrede dreng med sin flotte vindmølle. Hans var var også glad, men dog knaå så glad for al glimmeret, selvom jeg prøvede at overbevise ham om, at det er totalt funky når man er på Vesterbro…

Billede

Dagen blev sluttet af med The Bottle Boys, som spillede moderne på deres flasker og var en fest for både store og små.

Alt i alt en god dag med masser af glade børn og forældre, og det er jo det vigtigste!

Travlt

Efter jeg kom tilbage fra centralforvaltningen har der været travlt. Mine vikarer efterlod mig en del arbejde, og jeg glæder mig usandsynligt meget til september, hvor kalenderen ser noget mere rolig ud.

Lige nu ser udstillingen sådan ud.

BilledeBilledeBilledeBillede

Sidste sæsons udstilling “Totempælen” er ved at blive pakket sammen og gjort klar til at blive sendt på turne. Første stop er Frederiksberg Bibliotek på Godthåbsvej, der udstiller fire af figurerne.
Samtidig er jeg i gang med den kommende udstilling, som er blevet udviklet på rekordtid og er en sanseudstilling for de mindste. Den tager udgangspunkt i uroer og består af 9 kuber, der hver især har et tema som vaskesnoren, køkkenet, vindmøller osv. Jeg tror det bliver godt, selvom den er lavet for få midler, og så var jeg heldig med, at Starck gerne ville give mig en god pris på materialerne, så det faktisk kunne lade sig gøre. Og så fik jeg rabat i genbrugsbutikken – hvilke generøse mennesker der er her på Vesterbro. SKØNT!
To af kuberne bliver holdt åbne for de uroer, der bliver produceret på vores vinddag på søndag af en masse søde børn, som forhåbentligt kommer til Uro på Skydebanen med masser af workshops og underholdning. Det bliver en fest!

Og så har jeg også nået at være til kulturmøde på Mors, hvor jeg var vidne til en masse spændende debatter om kultur, dejlig stemning og god underholdning. Jeg håber det gentager sig med de erfaringer de har gjort sig til næste år, og jeg glæder mig til at komme tilbage.

BilledeBilledeBilledeBilledeBilledeBilledeBillede

Jeg håber at få tid til at skrive mere om det senere. Men nu tilbage til udstillingen!

Billede

Hegnfjæs

I weekenden blev metrohegnet omkring Sdr. Boulevard smukificeret, og i sidste minut fik Børnekulturstedet lov til at få 8 m hegn til at udsmykke. Min vikar havde egentligt besluttet, at vi bare skulle holde en kort workshop med kridttegning på vejen, men da vi fik tilbudt hegn var jeg ikke sen til at slå til. Der er da stor forskel på, om værket skal være der en dag eller et år, og jeg valgte et år, selvom det også betød mere arbejde. Heldigvis gik det rigtigt godt, og både vores kunstner Karin Kaster, jeg og børnene var meget tilfredse med det færdige resultat.

hegnfjæs1

hegnfjæs6

hegnfjæs5

hegnfjæs4

hegnfjæs3

hegnfjæs2

hegnfjæs7

 

Opdatering

Det er alt for længe siden jeg har været på bloggen, og det er bestemt ikke fordi jeg ikke har nok at berette om – nok næsten det modsatte.

D. 15. april blev jeg udlånt til centralforvaltningen i 3,5 måneder i forhold til at udarbejde en fremadrettet evaluering af vores børne- og ungekulturkonsulenter, hvis stillinger udløber her ved udgangen af året. Målet er at lave en rapport, der kommer med mulige fremtidsscenarier for, hvordan vi i Kultur- og Fritidsforvaltningen kan arbejde videre med det stykke arbejde konsulenterne har udført de sidste 2,5 år.

Jeg har været igennem en masse spændende interviews og er nu i gang med at skrive evalueringen. En ikke helt nem opgave, da jeg jo ikke er vant til at skrive på den måde, men utroligt spændende og lærerigt. Jeg har fået en del slag, men har indtil videre rejst mig og lært meget af den proces. På mange måder er det fedt at komme ud på farlig grund igen efter i mange år at have færdes på meget sikker grund, og det tror jeg på er sundt. Jeg glæder mig i hvert fald rigtigt meget til mit næste møde med min mentor, hvor der er nogle ting der skal tages fat i. Jeg har blandt andet opdaget, at jeg er meget afventende når jeg bliver kritiseret og tænker utroligt langsomt, hvilket godt kan opfattes som en handlingslammet person, som ikke kan tåle kritik. Indrømmet, jeg er ikke den bedste til at modtage kritik, men nogle gange vil det være rart, om jeg kunne tænke lidt hurtigere, så jeg har mulighed for at tage en eventuel kritik i situationen i stedet for først at kunne reflektere og tænke over mulige modsvar 5 timer senere. Det er et opmærksomhedspunkt, som jeg meget gerne vil arbejde videre med, for det tror jeg kan være med til at udvikle mig positivt.

Tilbage til rapporten er jeg i skrivende stund i gang med at bearbejde al den feedback jeg fik fra min følgegruppe i går. Det var bestemt ikke så lidt, og man kan ikke lige frem sige at de var begejstrede, men det meste var heldigvis konstruktiv kritik, så jeg er ved godt mod og prøver at nyde, at jeg har god tid til at koncentrere mig om opgaven. Samtidig glæder jeg mig til at komme tilbage til min hverdag på Vesterbro, hvor dagene er noget mere alsidige og for mig langt mere dynamiske. Jeg glæder mig i hvert fald til at få fingrene i materien, og det er super fedt at have fået denne mulighed i forhold til at finde ud af, om det at arbejde mere centralt kunne være interessant for mig. Ud fra evalueringens konklusioner skal jeg i hvert fald ikke søge en eventuel stilling, og det er jo en dejlig afklaring at få inden jeg sidder med en ansøgning klar.

Tilbage til rapporten, men der var da lidt lyd – som var relevant denne gang. Beklager den forrige post, som var tiltænkt en anden blog.

God sommer. Når 2. udkast til rapporten er afleveret på fredag tager jeg tre velfortjente uger til Canada inden jeg kommer tilbage for at afslutte min opgave. Vi ses på den anden side!

Teater i øjenhøjde

I forbindelse med børneteaterfestivalen i år, har jeg været med til at planlægge de to formidlerdage, hvor omdrejningspunktet er teater i øjenhøjde. Hvad vil det sige at lave teater i øjenhøjde, og hvad er det for et øjenhøjdebegreb jeg har, når jeg udvælger de teaterstykker jeg vil præsentere her på Vesterbro?

I samme åndedrag kunne man foranlediges til at inddrage begrebet kvalitet, men hvad er kvalitetsteater? Vi har et refusionsudvalg, som på en eller anden måde laver en kvalitetstest i og med de bedømmer, hvilke teaterstykker der modtager refusion. Hvilke parametre de vælger ud fra ved jeg ikke, men jeg er sikker på, at det er kompetente folk, der sidder i udvalget.

Alligevel vil jeg ikke sidestille kvalitet og øjenhøjde. Måske fordi kvalitet og kunst ikke hænger sammen i min verden. Oplevelsen af kunst er subjektiv, og det er svært at opsætte nogle universelle parametre som man kan måle kunst med. Oplevelsen sidder i sanserne. I kroppen. Rammer det her mig – lige i øjnene – som for mig er lig med hjertet og hjernen? Nogle gange gør det, fordi jeg lige har oplevet noget, som jeg kan relatere til enmet eller formidlingsformen – andre kan kan jeg komme ud for, at det samme stykke ikke rammer, fordi der er andre ting der fylder.

Så hvad jeg synes er godt lige nu, kan måske godt være knap så godt i morgen, for da er konteksten en anden. Så tænker jeg, at det da kan være meget svært at lave teater i øjenhøjde, for hvordan ved jeg, om jeg rammer min målgruppe? Heldigvis sidder jeg ikke på den side af scenen, men til gengæld sidder jeg på den anden side, hvor jeg skal prøve at sætte mig ind i, hvordan en 2-årigs blik er på de teaterstykker jeg får vist og skal tage stilling til. Jeg plejer som regel at sætte mig ned blandt børnene, så jeg kan se om de virker optaget af forestillingen eller om de sidder og laver noget andet. Det er for mig altid en rigtig god indikator af, om forestillingen er i øjenhøjde med deres publikum.

Når jeg vælger teater til de mindste tiltrækkes jeg ofte af det visuelle og sanselige udtryk. Når jeg vælger til de større indtænker jeg som regel et læringsaspekt ind, da jeg også af og til skal sælge forestillingen til skoler. For mig er øjenhøjde også en slags mavehøjde – en mavefornemmelse. Føles det godt. Har det rørt noget i mig.

Alting til sin tid. Jeg glæder mig til at se, hvad vi kommer frem til igennem de to dag, og om jeg er blevet mere klar i spyttet omkring teater i øjenhøjde efter festivalen er slut.